Anne Bjørnstrup

Et liv med hunde

Allerede før jeg flyttede hjemmefra havde jeg min egen hund, var i gang med en instruktøruddannelse i DGI-regi og elskede, når mine råd til hundeejeren med det samme gav resultater.

Dengang var det agility, fart over feltet, alverdens hyrdehunde og blandinger, konkurrencer hver weekend og et fantastisk sammenhold i klubregi. Og allerede dengang var det positiv forstærkning, klikker, targets og handling, der vandt indpas i sporten.

Jeg havde både terriers nogle år, dernæst en skøn Border Collie, som jeg konkurrerede med og som blev i mit liv, mens jeg fik et par skønne børn og satte sporten lidt på hold.

121612780_10158729789933629_5048775123660238060_n
192159303_507752107324454_8339816211533611170_n
I 2016 var børnene ved at være store nok, til at jeg kunne genoptage min ene passion, hundetræningen, og denne gang blev det en grå schæfer, Makker, som i dag er 5 år og i PH's vinderklasse.
Vi har deltaget ved DM i både patrulje- og kriminalklasse, og dette år bliver det i vinderklassen, hvis vi bliver udtaget.

Alt i mens jeg har trænet min egen hund, Makker, har jeg atter genoptaget min anden passion: undervisningen.
Jeg har indhentet de forsømte år ved at deltage ved flere kurser hos SWDI og netop færdiggjort Canis Klikkerinstruktør Uddannelse v/ Morten Egtved, og har undervist en masse i klub-regi, PH, samt holdt foredrag ved både PH og DCH. 

Nu er jeg klar til at holde nogle fede og indholdsrige kurser, designet til videbegærlige brugshundefolk, der ligesom mig, gerne vil træne positivt og med masser af glæde og succes.
Mine kurser vil primært handle om træningsprincipper, inspiration, hjælp til selvhjælp, struktur, motivation og masser af god relation mellem hund og hundetræner, så træningen bliver en fornøjelse for begge. Jeg planlægger også at afholde nogle temaaftener/foredrag, og jeg kan også bookes til enetimer af enten en eller flere deltagere.