Cecilie Stokvad

Outdoor-entusiast


Som hundenørd er der ikke noget der hedder dårligt vejr, det handler om påklædningen. Det samme gælder for samarbejdet og relationen mellem dig og din hund, det hele handler om at være klædt godt på og gøre sit forarbejde, og det vil jeg hjælpe dig med!

Jeg har grundet min baggrund som veterinærsygeplejerske arbejdet med hunde i mange forskellige sammenhænge. Det der går igen i alle situationer er vigtigheden af relationen mellem hund og ejer. Det er derfor utrolig vigtigt for mig, at al træning foregår med positive træningsmetoder, og understøtter en positiv relation mellem dig og din hund.

Jeg er eksamineret hundetræner, klikkerinstruktør og hundeadfærdsrådgiver. Jeg har undervist i mange typer for hundetræning, herunder hvalpe- og unghundetræning, hverdagslydighed, rallylydighed, tricks, spor, frivillig håndtering og meget mere. Derudover elsker jeg at tilegne mig ny viden og deltager derfor jævnligt på nye kurser.

Billede Cecilie.jpg
67306779_10156375806328085_349319169176502272_n.jpg

Jeg har selv en welsh springer spaniel, Ina, som jeg træner Nose Work med, samt andre former for næsearbejde. Ina skulle have været min helt store lydighedshund, men Ina havde besluttet sig for at næsearbejde var hendes kald, og så måtte vi jo skifte spor. I 2019 overtog jeg Tréf, som er en engelsk springer spaniel. Tréf har kun begrænset tidligere træningserfaring, så her er vi startet helt fra bunden. Og med en voksen hund på 6 år kræver det en god portion tålmodighed.

Jeg elsker at bruge tid ude i naturen, så jeg er derfor stor fan af træning der kan foregå ude i terrænet. Desuden er jeg vild med at holde foredrag, oplæg og intensive kursusdage.

Har du brug for mere specifik eneundervisning eller en adfærdsbehandling, er jeg også klar til at lægge den individuelle plan, der skal til for at hjælpe dig og din hund.

Lad os sammen sørge for at både du og din hund bliver klædt på til tilværelsens udfordringer.