NW Tema: Bliv din egen bedste træner

Instruktør: Julie Kræmmer

Denne temaaften er for dig, som ofte selvtræner og laver dine egne søgeområder. Fokus vil være på dig og på at give dig inspiration som hundefører og som din egen træner, så du efterfølgende har endnu bedre forudsætninger for at lave gode søgeområder til dig og din hund.

Et godt søgeområde er ikke kun at have et område med kilder i. Et godt søgeområde bliver endnu bedre, hvis kilderne er sat med omtanke, med et formål og hvor der er taget højde for en række faktorer.

Omdrejningspunktet for denne temaaften er at klæde dig på med viden om, hvordan du laver de bedste søgeområder for dig og din hund, og hvordan du efterfølgende kan evaluere på din egen træning, så du får det optimale ud af din selvtræning.

Aftenen vil forløbe ved, at jeg har opsat nogle søgeområder, som vi starter med at gennemgå uden hund. Jeg forklarer baggrunden for, hvorfor kilderne er sat som de er og forklarer, hvad man med fordel skal tage med i sine overvejelser, når man opsætter og strukturerer et søgeområde. Det kunne fx være:

  • Antallet af kilder
  • Områdets størrelse
  • Materialer i området
  • Vind og vejr
  • Hundens niveau og evt. udfordringer
  • Færtvandring
  • Forstyrrelser

Vi gennemgår hvad der er vigtigt at huske og ikke mindst HVORFOR.

Efter vi har kigget på og talt om områderne, som jeg har forberedt, søger vi i områderne med hundene. Her snakker vi først om, hvad der er vigtigt at tænke over i forhold til hvor du er lige nu med din hund og hvad dine fokusområder er. Efter søget opfordres du til at give dig selv feedback for at øve dig i at reflektere over, hvad der er gået godt og hvad der kan sættes ind på. Kurset har dermed mest af alt fokus på dig som hundefører.

Alle søg bliver optaget og sendt til dig efter kurset, så du har mulighed for at gense opsætningen af søgeområderne samt evaluere på dit søgearbejde og feedback.


Alt det praktiske

Træningen foregår fredag den 19. august kl. 17.30-20.00 i Ringsted.

Din hund skal kunne opholde sig i bilen mens vi kigger på søgeområder.

Niveauet for søgeområderne er klasse 1-2. Vi søger kun på lavendel denne dag.

Husk, at din tilmelding er økonomisk bindende.


Instruktør: Julie Kræmmer

Jeg er uddannet hundetræner og har undervist hundeførere og kommende instruktører i mange år. Jeg konkurrerer i Nose Work med min lille Gaia. 


Husk, at du ved tilmelding bliver bedt om at acceptere de generelle vilkår.
photo-1511732351157-1865efcb7b7b