Julie Kræmmer

Jeg er nok lidt en nørd. Jeg elsker praktisk træning med hunde, og jeg elsker at forstå og sætte mig ind i de teorier og metoder, der danner grundlag for hundetræning. For mig går teori og praksis hånd i hånd. Derfor elsker jeg også at deltage på en masse forskellige kurser og foredrag, for at få mere viden og inspiration.

Jeg har erfaring som instruktør og som underviser på instruktøruddannelser, og med et hverdagsjob i IT-branchen er jeg vant til at være oversætter mellem teori- og menneskesprog. Jeg ser det som min fornemste opgave at undervise og formidle budskaber på en let forståelig måde.

Formidling er en af mine mærkesager - både mellem instruktør og fører og mellem fører og hund. At lægge planer i sin træning og formidle til sin hund, hvad der ønskes, giver de allerbedste forudsætninger for succes. Og succes skal der være tonsvis af i træningen. Jeg kan blive helt høj af at se de gennembrud, som en fører og hund oplever, når noget endelig lykkes. Det er den slags, som gør, at jeg altid tager glad hjem fra hundetræning.

Hos mig møder du en instruktør, som brænder for, at du altid føler dig hørt og vejledt. Ingen spørgsmål er for store eller små. For mig gælder motivationsbaseret træning for både hunde og mennesker, og jeg har fokus på, at I begge finder den højest mulige motivation.

Jeg har sammen med Gaia, min lille Podengo Portugues, prøvet kræfter med agility, rally og tricks, og nu er vi blevet godt og grundigt grebet af Nose Work.

Julie-Gaia2-edited-1066w-1421h